Travalje nr. 17 får nyt liv

Før havnene blev udvidet og moderniseret i anden halvdel af 1800-tallet, måtte store skibe ankre op udenfor havnebyerne og derefter møjsommeligt slæbes eller varpes ind til kaj. Flådens skibe lå fortøjet i Flådens leje i København og efter at være blevet udrustet til togt, blev de slæbt ”uden for bommen” og var derefter officielt overgivet til chefens ansvar. Udenfor toldboden i havnens nordlige inde var havneløbet spærret af en flydespærring -bommen, der tvang skibe til at stoppe op og betale told og havnepenge. Når orlogsskibe eller store fuldriggede handelsskibe sådan lå opankret på reden udenfor byen måtte alt transport nødvendigvis foretages med mindre fartøjer. De såkaldte sidefartøjer var beregnet til dette og på orlogsskibene med de store besætninger var der brug for adskillige.

I Dansk Marine-Ordbog fra 1839 skriver forfatteren kaptajn C. L. L. Harboe om skibenes både: ”Baad eller, som det til Orlogs kaldes, Fartöi …Et Linieskib har almindeligt 8 a`10 fartöier, disse ere: A. Barkassen. Et stærkt bygget Fartöi, som bör kunne bære et af Skibets Sværankere med tilhörende Ankertoug, samt tilstrækkeligt Mandskab til at före dette Anker ud med. Barkassen udsendes hyppig armeret, hvorfor den bör være indrettet til at kunne före en Kanon eller Carronade, samt flere Haubitzere. Den roes af Aarer, og er almindelig luggertaklet…. B. Travaille-Challoupen. Det største Fartöi, næst Barkassen, men hverken saa bred eller dyb som denne. Længden 30 Fod, Breden 9 Fod 3 Tommer. C. Chef-Challoupen er noget mindre end Travaille-Challoupen, og bruges kun af Chefen eller til Stads…. Chef-Chaloupperne ere fra 23 til 26 Fod lange, og 8 Fod 10 Tommer til 7 Fod 11 Tommer brede. D. Giggen. Et langt, smalt, letbygget Fartöi, roet med 6 a`8 lange Askeaarer. Den er til Chefens personlige Tjeneste. E. Jollen. Af disse haves 4 á 5, paa 16, 18 á 20 Fods Længde, roet med 4, 6, 8 à 10 aarer.. Fartöierne ere placerede saaledes: De sværeste staae i Kulen (hovedækket i mellem poopdækket agter og bakken foran, red.) enten ved Siden af hverandre, eller de mindre indeni de större; de lettere Fartöier hænge i Jollebommen udenbords. 1 à 2 hænge under Hakkebrættet (øverste planke i agterspejlet, red.) og 1 paa hver Side, agtenfor Storröstet (ansætningspunkt for stormastens sideværts støttewire, vanterne. Red.) I andre Krigsskibe rette Fartöiernes Störrelse og Antal sig efter Skibets Störrelse og Pladsen imellem de Master, hvor de skulle staae. De större Handelsskibe have en Storbaad til at udföre Anker med og til Hjælp ved Ladning og Losning; endvidere en 6 Aarers Challoupe og en 4 Aares jolle. De mindre have kun 2 Baade, ja mange kun én.

Som eksempel på orlogsskibenes mange mindre fartøjer kan nævnes fregatten Jylland, der havde 6 – 7 fartøjer ombord. Chefens gig, der hang over agterspejlet. To travalje-chalupper, der hang i davider på begge sider af agterskibet. Barkassen, der stod på hoveddækket sammen med chefchaluppen (til længere ture eller i hårdt vejr) og en jolle.

Efterhånden som de søgående skibe blev motoriseret og havnene samtidig udvidet, forsvandt behovet for de mange rofartøjer, da man nu kunne anløbe havnen i stedet for at ligge opankret udenfor. I flådens skibe beholdt man imidlertid de mindre fartøjer, da behovet for landgangsoperationer stadig var aktuelt, men også fordi fartøjstjenesten med håndteringen af fartøjet, roningen og den umiddelbare kontakt med vandet øgede de indkaldte værnepligtige matroser fortrolighed med havet. Kaproning var også meget populære, da det gav mandskabet afveksling i den ofte ensformige tjeneste og samtidig fungerede som fysisk træning.

I løbet af det 20. århundrede blev antallet af mindre fartøjer på orlogsskibene yderligere formindsket og rofartøjer blev henvist til rollen som arbejdsfartøjer ved orlogsværftet og som ro - træningsbåde ved de forskellige flådeafdelinger rundt omkring i landet. Det gælder også Auderød og Arresø-lejrene, der husede søværnets grundskoler og anvendte øvelsesfartøjer, konstrueret som tidligere tiders travaljer eller spidsgattede hvalbåde.

Da glasfiber i løbet af 1960`erne og 70`erne gjorde sit indtog ophørte byggeriet af flådens rofartøjer i træ og de gamle, ofte udtjente øvelsesfartøjer blev skænket til velgørende institutioner eller museer. Orlogsmuseet, der blev sammenlagt med Nationalmuseet og nu hører under Krigsmuseet modtog løbende rofartøjer fra søværnet til brug i udstilling og forskning.

I forbindelse med genstandsrevision i Krigsmuseets samlinger var det i forhold til museets nye kerneopgaver klart, at samlingen af ro- og sidefartøjer, der var overtaget fra det hedengangne Orlogsmuseum, ikke længere kunne prioriteres. Derfor gik man i gang med at søge efter foreninger eller institutioner, der kunne overtage drift og vedligehold af disse fartøjer og i den forbindelse blev vi på Nationalmuseets center for søfart og maritime håndværk kontaktet af Krigsmuseet. I slutningen af 2022 havde vi to mand ude at se på samlingen, der befandt sig i Korsør og det blev besluttet, at vi ville overtage en 10 – åres travalje-chalup, da den syntes at være i nogenlunde stand og ikke krævede meget reparation, før den kunne bruges igen.

Center for søfart og maritime håndværk ligger på havnen i Holbæk, hvor vi har til huse i Nationalmuseets værft. Vores opgave er at forske i, praktisere og formidle den mindre danske søfart og de tilhørende håndværk fra perioden 1850 til 1950 og vi råder i øjeblikket over to sejlende enheder; skonnerten Bonavista fra 1914 og galeasen Anna Møller fra 1906. Desuden disponerer vi over sluppen Ruth fra 1854, havnepram 19 fra 1907 og fyrskib nr. 17 Gedser rev, der i øjeblikket er uddeponeret til Helsingør kommune. Desuden ejer Nationalmuseet også skonnerten Fulton, der siden 1973 har været udlånt til Fultonprojektet. Umiddelbart hører en orlogstravalje derfor ikke til vores emnekreds, men til vores ungdomsarbejde er sådan et fartøj ideelt.

Unghavn projektet startede under restaureringen af galeasen Anna Møller i 2021. Aktiviteterne på værftet tiltrak en gruppe unge mennesker, der tilsyneladende kunne lide skibshåndværket og ikke mindst de mennesker, der udførte det og de begyndte at hænge ud med vores søfolk og skibstømrer. En pårørende til en kollega arbejdede i Holbæk kommunes ungdomsskole og kunne se, at disse unge ikke var kunder i deres butik og måske havde brug for et aktivitetstilbud /et værested. Derfor oprettede vi i fællesskab projektet Unghavn, hvor unge imellem 14 og 18 år kan komme hver tirsdag eftermiddag/aften og deltage i håndværksaktiviteter, men også i samvær med interesserede voksne. På et tidspunkt opstod ideen om, at de unge selv skulle bygge et skib og med lidt hjælp fra vores folk, byggede de ”Mini Georg Stage , en skala kopi af skoleskibet af samme navn. Kopien er bygget af krydsfinerplader oven på et skelet af forskallingsbrædder og alle deltog i arbejdet. Selv en 14 årig pige, der aldrig har holdt et elektrisk værktøj i hånden, kan faktisk godt finde ud af at følge en blyantsstreg på en krydsfinerplade og skære den ud med en stiksav. Når pladen blev monteret på spanterne, lukkede vores folk hullerne med glasfiber. Vi søsatte ”Mini Georg Stage” ved en stor begivenehed og således var dette projekt med til at give de unge troen på, at de faktisk godt kunne lave noget med deres egne hænder, hvilket gav et enormt skub til selvtilliden.

I foråret 2023 ankom vores travalje til værftet i Holbæk og de unge gik i gang med at skrabe gammel maling af, ligesom vores skibstømrer udskiftede et par fyrretræsplanker i bunden. Herefter kunne vi søsætte travaljen og begynde at ro-træne med de unge.

Ved alle vores fartøjer opsætter vi en informationstavle med data om fartøjet og lidt historie og i forbindelse med udarbejdelsen af informationstavlen til vores nye travalje, rendte vi ind i problemer. For hvilken travalje var der egentlig tale om?

De eneste oplysninger vi havde, kom fra Krigsmuseet og bortset fra fartøjets dimensioner, var der meget lidt at hente:

”Længde: 8, 36 meter (26, 6 fod). Bredde: 2,2 meter (7 fod) Denne klinkbyggede 27- fods slup med fem tofter og messingbeslag er formodentlig det ældste daglige brugsfartøj, vi har. Det gråmalede fartøj har skvætbord og beslag til rigning. Det er nok fra før år 1900 og kan have været brugt som chalup til et af flådens panserskibe. Typen blev omkring 1900 afløst af dampchalupper.”

Krigsmuseets registrant formodede, at travaljen havde været brugt på et af flådens skibe, men det var nemt at konstatere, at der i bunden af fartøjet ikke var de sædvanlige kraftige jernbeslag til ophængning i davider på skibet. Der var heller ikke nogen angivelse af, hvorfra og hvornår travaljen var tilgået museet, hvilket for øvrigt ofte sker i ældre sager.

For at få hjælp og inspiration til at afsløre vores travaljes hemmeligheder besøgte vi værkstedsfællesskabet Hal 16 i en af de gamle værftshaller fra Helsingør skibsværft. Krigsmuseet havde også doneret en travalje til Hal 16 og der skulle være tale om den såkaldte ”Kongen”. Historien er, at det er Frederik d. 9.s såkaldte rejsechalup, hvilket siden er blevet bekræftet, ikke bare dokumentarisk, men også fordi der er tydeligt spor efter de to kongekroner, der har prydet stævnen.

I Helsingør fortalte skibsarkitekt Bernt Kure, der var manden bag restaureringen af fregatten Jylland, at ”Kongen” var noget ganske særligt, da den var bygget udelukkende af elmetræ og var rigt udstyret med smukke bronzebeslag- og åretolde. Desuden havde den nogle detaljer ved tofterne, som han aldrig havde set før. Disse var nemlig fastgjort ved hjælp af et spinkelt knæ, hvis ene arm rakte ned under selve toften. Sådan en detalje pegede på, at ”Kongen” er ret gammel og Hal 16 - folkene mente selv, at den var bygget i 1884 og havde hængt på det gamle kongeskib, hjuldamperen Dannebrog.

Bernt Kure kunne også fortælle, at søværnets rofartøjer havde haft numre og at disse numre normalt var indhugget i styrbord side af toppen af stævnen. Således havde ”Kongen” fået nummer seks og var derfor til at finde i søværnets arkivalier på rigsarkivet. Under min søgning efter information om vores egne travalje, fandt jeg således travalje nr. 6 og det viste sig, at den var bygget på orlogsværftet i 1894 og indtil 1923 havde tilhørt krydseren Geiser. Da det gamle kongeskib først blev hugget op i 1931, er det imidlertid ikke umuligt, at travalje nr. 6 blev overført hertil.

Hjemme igen blev vores travalje udsat for en minutiøs gennemgang og det lykkedes bl.a. at finde dens nummer, ganske rigtigt indhugget i stævntræet i styrbord side. Der var tale om travalje nr. 17 og samtidig afslørede tofternes fastgørelsesmetode, at nr. 17 var langt yngre end ”Kongen.

Tofterne var fastgjort til siderne med et simpelt jernbeslag, holdt på plads af tre bræddebolte. Desuden var nr. 17 godt nok bygget med elmekøl, stævne og agterspejl, men selve skrogplankerne var af fyrretræ. Alt i alt en billigere og simplere byggemåde.

Udstyret med travaljens nummer viste rigsarkivet sig at gemme på vores travaljes historie. Ved at gennemgå protokollerne for søværnets fartøjer- og både blev det klart, at langt de fleste side- og rofartøjer var blevet konfiskeret af den tyske værnemagt i 1943. Dog lod det til, at ”Kongen” var sluppet helskindet igennem krigen, formodentligt fordi den på det tidspunkt var kongens egen chalup. Ellers lod det til, at søværnet i 1945 faktisk ikke lå inde med ret meget andet end et par joller og så nogle af de overlevende krigsskibe.

Da søværnet i årene efter krigens afslutning skulle genopbygges, var der altså også brug for passende øvelsesfartøjer til brug ved grundskolerne, så det fremgår af arkivalierne, at der blev bygget nyt. I ”Orlogsværftets virksomhed i finansåret 1951/52” fremgår det, at man da havde afsluttet bygningen af fem 8,5 meter ro-øvelsesfartøjer, to 7 meter motorbåde, to 3,5 meter joller og en 4 meter bådepram. I et andet dokument kan man samtidig læse, at der den 2. august 1951 blev overført to 8,5 meter travaljer til Arresølejren; nemlig nr. 17 og nr. 18. Hermed var søgningen efter vores travalje afsluttet, idet alle disse informationer peger på, at vores travalje er et ret nybygget fartøj med nummeret 17 indhugget i forstævnen og at netop sådan et fartøj i 1951 kom til Arresølejren. Hvornår søværnet herefter har udfaset travaljen, er uvist, men da den var i relativ god stand, da vi overtog den, tyder det på, at den er blevet vedligeholdt indtil for ganske nyligt.

Travalje nr. 17 vil i fremtiden indgå som ro-øvelsesfartøj for vores unge i Unghavn projektet og forhåbentlig inspirere de unge til et liv med hav, sejlads og kammeratskab.